Blog Image

Hvert kvartal uddeler Arbejdernes Landsbank i Ballerup en sportspris til en lokal idrætsudøver, som har udmærket sig særligt. Og prisen for 4. kvartal 2007 gik til Peter, som dermed fik skakken på lystavlen i Ballerup!

Begrundelsen for valget af Peter kan læses i nyheden hos Arbejdernes Landsbanks filial i Ballerup, og her hedder det bl.a.: “Vinderen af sportsprisen for 4. kvartal 2007 blev supertalentet Peter Skovgaard fra BMS Skak. Udvalgets begrundelse for valget af Peter er, at han for andet år i træk er kåret som Københavnsmester for seniorer. En meget flot præstation taget i forhold til hans alder. Den flotte præstation blev belønnet med et diplom og et kontant beløb på 500 kr.”.

Billedet er taget foran Arbejdernes Landsbanks filial i Ballerup i torsdags d. 28. februar ved prisoverrækkelsen, og personerne er fra venstre: Viceborgmester i Ballerup Tom Nielsen, Peter med diplom og sportsprisen, sportsprisudvalgsmedlem Ejvind Thunø, AL filialdirektør Anette Meier og sportsprisudvalgsmedlem Flemming Dose.